onsdag den 28. december 2011

NEM og SIK er det nye narko!


NEM og SIK kan forårsage udvidelse og forandring af sanser, følelser og tidsfornemmelse - afhængig af dosis. Det kan give en oplevelse af illusioner og dagdrøms-lignende fantasier.

Mit december-trip har været den uendelige jagt på NEM-vægt og SIK-numre på fyrværkeri, bl.a. for at kunne dokumentere, at mange af de samme fyrværkeriartikler findes med vidt forskellige navne og indpakninger - og til meget varierende priser.

Det hele gik meget godt i de fleste byggemarkeder, der gerne stiller "NEM-narkoen" frit tilgængeligt til den trængende junkie. Her kunne jeg få mit fix uden unødig indblanding fra det uvidende personale. Der var dog enkelte udfordringer med de 'dummies', som var sømmet op på en, for mig, uheldig måde. Her gav jeg fortabt.

Jeg måtte uheldigvis vente til den 27. december for at få adgang til Dark Spirit i Bilka og Diamond-serien hos forhandlere i Odense-området. Og så var det, at jeg blev ramt af enhver NEM-narkomans mareridt. Udstillingsmodellerne stod ikke frit fremme! Det var noget, der kunne fremprovokere hallucinationer. Jeg prøvede virkelig at få mit fix i Bilka-teltet, men opgav hurtigt, da jeg efter to venlige forespørgsler, blev mødt af djævlens øjne og spørgsmålet: "Skal du så ha' sådan en!?"

Det var dødsstødet.

Mit trip sluttede med 2 stk. witch eye kugleraketter i hånden fra fyrværkeriudsalg.dk, der ikke kunne glæde undertegnede med varme i teltet, da de havde været alt for kloge til at sætte deres Diamond-dummies udenfor min rækkevidde.

Nu sidder jeg så her med abstinenser og venter længselsfuldt på det næste trip. Det må blive til næste år.

Indtil da, så kan du læse her, hvad jeg fik ud af mit fix.

Last call: kæmpe restsalg hos skyts.dk

På skyts.dk sælges der nu ud af varerne med et stort restsalg - og særligt i den professionelle serie er der virkelig noget at komme efter!




Få f.eks en professionel box II med 3.750 gram krudt til kun 1149,95 kr.! Det må vist være danmarks billigste box.






Du må som privatperson kun opbevare 5 kg. NEM.

Husk at lavprisen kun gælder ved minimum af 5 stk. - så med mindre du er i ekstra julegavehumør, så er du nok nødt til at overbevise din familie, naboer, kolleger eller venner om, at de også skal investere i krudt.

Hvis du ikke har lageret fyldt op allerede, så kan du gøre et rigtig røverkøb her.

Gå selv på udsalg hos skyts.dk

mandag den 26. december 2011

Fyrværkeridemo - se det live før du køber

I morgen er det den 27. december. Julen er slut. Væk er nisserne, den skamstegte and og de alt for bløde pakker. Nu går krudtjagten for alvor ind! Og må jeg minde om, at dmi fortsat melder om godt raketvejr.

En del fyrværkeri-pushere afholder fyrværkeri-demo de kommende dage. Så hvis du alligevel skal på jagt efter din nytårsraket, så skulle du måske se den i luften, før du åbner langer en seddel over disken.

Jeg har samlet en demo-liste her:

Colorpower.dk, kl. 19.00 (den 27. december)
Stougårdsvej 1
8881 Borridsø

fyrværkeriudsalg.dk, kl. 17.30 (den 27. og 29. december)
Havnen i Odense og Odense CongressCenter

Børkop Festfyrværkeri (bkraket.dk), kl. 19.00 (den 27. december)
Industrivej 76-78
7080 Børkop

Kvisttgård Krudtteltet v/ Motel Norden, kl. 19.00 (hver aften fra 27. -30. december)
Kongevejen 379
Kvisgård

Krudtteltet KBH C v/Fisketorvet kl. 19.00 (hver aften fra 27.-30. december)

Krudtteltet i Allerød v/SuperBest kl. 19.00 (den 27. december)

Hundepropper.dk, kl. 19.00 (den 29. december)
Kirkegyden 80
5270 Odense N

BjørnK fyrværkeri (krudtsalg.dk), kl. 19.00 (den 27. december)
Tarp Hovedvej 70
6715 Esbjerg N

Bygma Rønnede, kl. 17.00 (den 27. december)
Industrivej 31
4683 Rønnede

Bygma Hasselager, kl. 17.00 (den 27. december)
Hasselager Stationsvej 16
8361 Hasselager

Bygma Padborg, kl. 17.00 (den 27. december)
Industrivej 24
6330 Padborg

Bygma Silkeborg, kl. 17.00 (den 29.-30. december)
Nørrevænget 11
8600 Silkeborg

HV krudt, kl. 19.00 (den 29. december)
Mørupvej 37
7400 Herning

Tilføj endelig flere herunder!

lørdag den 24. december 2011

Thansen tilbagekalder et problem...

LCH fireworks (og det er dem der står for import og fyrværkerisalget hos thansen) har valgt at tilbagekaldt batteriet "Flames of Passion", da det kan vælte. Stod der virkelig: "har valgt"? Med armen vredet rundt på ryggen?

Thansen har sin helt egen måde at fortolke sandheden, og så kan vi andre jo forholde os til realiteter.

Læs her og her


fredag den 23. december 2011

Får et frækt knaldtilbud på fyrværkeri for KUN 0,- kr

Kan man stole på forhandleren, når han skilter med førpriser eller skriver KUN før en pris?

I fyrværkeribranchen står de vildeste "tilbud" ofte i kø. Problemet er blot, at der ofte er tale om så opsvulmede førpriser, at det næsten får Anni Fønsbys læber til at fremstå mere ægte.

Vil du læse mere og få et vildt knaldtilbud så gå ind her: http://www.krudtaf.dk/fusk-med-priser.html.

torsdag den 22. december 2011

Når finanskrisen bliver din fordel - husk lige rabatten!


Kender du følelsen af tomme lommer? Det er svært at finde den positive side af en finanskrise. Altså, med mindre man er på udkig efter et hus - uden selv at skulle af med et andet. Der er nok af  politiske opfordringer til at få os danskere til at bruge dankortet igen, men vi sparer hellere på krudtet.
Når julegrøden er knap så sød, så bliver vi bange som rotter, og vi sparer på de dyre godter. Det er først og fremmest luksusvarer, biler og forlystelser vi bruger færre penge på, når privatbudgettet skal gøres op. Det kan også mærkes i fyrværkeribranchen, som er afhængige af danskernes trang til at bruge penge på noget, der dybest set er unødvendigt.
Der er endnu ikke tal på, hvor mange raketter, bomberør og batterier, der bliver langet over disken i år, men man skal vist være mere end almindelig optimistisk for at kunne tro på, at omsætningen når samme niveau som tidligere.
I år er der en særlig god grund til at efterspørge rabat hos forhandlerne, så snyd ikke dig selv for procenterne, når du handler krudt. Her skal jeg dog minde dig om, at du ikke skal forvente prisnedslag på familiesortimentet til 349,95 kr. eller et festbatteri til en hundrekroneseddel. Der skal altså lidt mere til. Så køb ind sammen – og få meget mere krudt for pengene.  
Jeg opfordrer gerne til, at vi sparer lidt på champagnen og de røde slagterbøffer, så vi ikke får sort himmel nytårsaften. Og kære forhandlere, vi skal nok finde dankortet frem – men husk så lige at trække rabatten fra!

tirsdag den 20. december 2011

Tjek: "World of China" - nyhed fra Krudtkongen

Krudtkongen lancerer i år en helt ny og unik serie ”WORLD OF CHINA”.

"Her har vi gået efter at finde det bedste, der overhovedet kan produceres i Kina af nytårsfyrværkeri.  8 nye batterier i forskellig prisklasse og effekter. Eksklusivt fyrværkeri, produceret efter gamle kinesiske traditioner. Det findes simpelthen ikke bedre på det danske marked."

Så har man ligesom ikke sat sit lys under en skæppe, vel? Serien har faktisk været så fantastisk, at Krudtkongen har solgt den til forhandlere landet over uden at kunne fremvise et videogalleri. Jeg gad nok vide, om afsætningen havde været større eller mindre, hvis de netop uploadede videoer havde været tilgængelige?

Jeg må sige, at de har gjort meget ud af emballagen. Det er en værdig "afløser" for den afgåede Ming-serie, der også slog sig op på at være eksklusiv. Personligt synes jeg nu, at der findes noget bedre på det danske marked, men bedøm selv.

Du kan se videoer lige her:

Og katalog med priser fra Krudtkongen her 

Den store mur - 112 skuds batteri. Min personlige favorit, som desværre også er det dyreste i serien.

mandag den 19. december 2011

Lang lunte i byggemarkeder - men hvor blev servicen af?


Som den 'ikke-gør-det-selv-mand' jeg er, så er jeg ikke særlig hjemmevant i byggemarkeder. Det vakte derfor også nogen undren på hjemmefronten, da jeg fortalte, at jeg ville ud at kigge efter søm og skruer. Min mission var nu heller ikke at finde min indre håndværker.

Det er NEMt at være snushane i et byggemarked, som sælger fyrværkeri. Ganske uforstyrret kan man nemlig vandre rundt i en halv time om udstillingen med 'dummies', vende og dreje hver en papæske og plasticpakning, mens man udfylder en alenlang bestillingsseddel med NEM-vægt og SIK-numre. Det var faktisk kun i Bauhaus, at personalet udviste interesse for min færden - måske fordi udstillingen lå lige ved siden af kundeservice. Det blev dog kun til et par frække blikke fra den nok så nydelige dummy bag disken, der havde travlt med at fortælle stribevis af 13-15 årige drenge, at bomberør var midlertidig udsolgt.

Jeg er igang med at indsamle viden, der skal være med til at identificere importørernes snedige brug af  emballageforvirring. Bevares, nu er det jo ikke ulovligt at have samme produkt i flere forskellige  indpakninger - det er bare meget rart at vide for os forbrugere.

Fyrværkerieksperten (importør for Jemogfix, Bygma og Bauhaus) og Bright Star Fireworks (importør for Harald Nyborg) ønsker tydeligvis ikke at skilte med produkternes NEM-vægt. Og Byggemarkederne, ja de er fuldstændig ligeglade - de ved ingenting, og vil bare tjene penge i den periode, hvor havefolket er gået i vinterhi. 

Hvorfor skal det være så besværligt at være forbruger? Må vi ikke vide at de samme raketter og batterier findes i forskellige papæsker og til meget varierende priser?

Tilbage til byggemarkederne. Her er der virkelig tale om selvbetjening ved kasse 1. Hvor bliver servicen af?  Det er bemærkelsesværdigt, at man kan lade en kunde danse rundt om den varme grød med dummies i en halv time uden at forstyrre ham. Det kunne jo være, at jeg ville købe noget. Men som Direktøren for jem og fix nok ville have sagt: "Vi er desværre ikke gearet til at yde nogen service, da vi er en meget lille organisation, som arbejder ekstremt effektivt"  (læs tidligere indlæg her)

I Bygma var jeg endda så heldig at være i selskab med en ung gut, som var ved at fylde hylder op med havehandsker lige bag min ryg. "Undskyld, ved du noget om fyrværkeri, eller er der nogen andre der gør her?", spørger jeg dumt. "Øh, prøv at spørg oppe ved kassen", lyder svaret.

Det gjorde jeg nu ikke, men jeg sagde da pænt farvel og tak for kigget, da jeg forlod stedet med min temmelig overfyldte ordreseddel.



Hermed en stor tak til byggemarkedernes elendige serviceniveau. Det gjorde mit arbejde meget nemmere. Næste gang må i dog godt undlade at sømme de der dummies fast på en måde, så man ikke skal splitte det hele ad for at få de nødvendige oplysninger.



søndag den 18. december 2011

Nettet er strammet - men er vi sikre nok?

Reglerne for import, opbevaring, salg og brug af fyrværkeri er blevet strammet gevaldigt i de senere år - ikke mindst på grund af fyrværkeriulykken i Seest i 2004. Antallet er ulykker er dog stadig højt. De sidste 5 år har antallet været på samme niveau, og alene sidste år var der 56 alvorlige fyrværkeriskader. Derudover er det værd at bemærke at 90% af disse blev forårsaget af lovligt indkøbt fyrværkeri.

Jeg har spurgt Sikkerhedsstyrelsen (SIK) om, hvordan det kan være. Er sikkerheden og kontrollen ikke god nok? Eller er det bare os forbrugere, der ikke kan finde ud af at håndtere fyrværkeri korrekt? 

Læs også om UlykkeAnalyseGruppens interessante kortlægning af fyrværkeriskader.

Du finder indlægget her: http://www.krudtaf.dk/SIK-kontrol-fyrvaerkeri.html

Fyrværkeri på facebook - når 60.000 bliver hjemløse

Der var engang en fyrværkerigruppe på facebook med mere end 60.000 medlemmer. Så var der der en ejer der blev grisk, er der nogen der siger - og hele eventyret endte med, at facebook lukkede siden ned.

Har vi mon hørt hele sandheden?

Jeg ved det ikke. Men måske var det hele meget godt. Antallet af aktive brugere var alligevel begrænset og siden var pænt plastret til med intetsigende debat om heksehyl og ulovlige opslag om kanonslag.

På facebook finder man mange gamle fyrværkerigrupper, hvor aktiviteten er på nulpunktet, og lige nu popper der en del nye grupper op.

Jeg foreslår, at man samler de gode kræfter på ét sted, og her anbefaler jeg:

FYRVÆRKERI

Bliv medlem af Danmarks nye seriøse fyrværkerigruppe!

torsdag den 15. december 2011

Endnu en t-hansen skandale

Jeg er "ked" af at sige det - men thansen har endnu engang været lidt for snedige i deres iver efter at tjene penge....

Hvad gør et firma, når SIK erklærer et fyrværkeribatteri farligt/ulovligt, og man har alt for mange af disse på lager?

Super indlæg fra de gode drenge på krudtbloggen.dk
http://krudtbloggen.dk/2011/nar-sik-dk-erklaerer-ens-fyrvaerkeri-farligt/

Mini-test: "Battle of the batteries"

Kan man kalde en fyrværkeritest af 7 batterier fra 3 forhandlere, hvor der samtidig er en 
tydelig skævvridning i antal produkter, for en test?


Desværre har det vist sig ganske vanskeligt at få fyrværkeribranchen til at være aktiv deltager i en test. En større og mere retvisende test kræver et bredt samarbejde med branchen, hvor mange flere importører og forhandlere viser villighed til at stille produkter til rådighed 

Hermed en opfordring til branchen: Vis tillid og respekt til danmarks aktive fyrværkeriforbrugere - det er os, der køber krudtet hos dig!

tirsdag den 13. december 2011

Er det hundedyrt hos hundepropper.dk?

Hvis man skal tro på hundepropper.dk’s eget udsagn, så har de ”Danmarks største fyrværkeriudvalg til Danmarks bedste priser”. Den tror jeg nok, at vi både har hørt og set før, så nu var det vist på tide at drage mod hundeproppernes højborg i Stige ved Odense.

Læs om hele besøget her http://www.krudtaf.dk/hundepropperdk-fyrvaerkeri.html
e


søndag den 11. december 2011

Sikkerhed for alle pengene - den store billedquiz

Fyrværkeriforhandlere i Danmark har pligt til at overholde en lang række skrappe krav i lovgivningen ift. salg, håndtering og opbevaring af fyrværkeri. Og der er nok at tage fat på, hvis man læser i bekendtgørelsen:
https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=129413

Du kan også få endnu mere viden på krudtaf.dk
http://www.krudtaf.dk/fyrvaerkerisikkerhed-forhandler-regler.html

Når du nu har tygget dig igennem reglere, så er du klædt på til at deltage i billedquizzen herunder. Spørgsmålet du skal svare på er:

Er denne opbevaring af fyrværkeri korrekt/lovlig?



De viste billeder er fra et thansens udleveringssted i Odense den 11. december 2011

lørdag den 10. december 2011

Det er ikke NEM(T) hos jem og fix




Storm i et glas vand hos Jem og fix?
Sådan en fredag eftermiddag i kulde og storm var et godt tidspunkt at besøge jem og fix i Ringe. Der var ikke en levende sjæl! Ja, altså lige bortset fra de to stakkels sælgere med istapper ud af ørerne. Alle mennesker var sikkert taget til åbningsbal hos thansen.
Nu var det faktisk ikke en rigtig jem og fix butik, som jeg var forbi, men et idéforladt udsalgssted med fyrværkeri. Der er nu noget sørgmodigt ved et halvstort hvidt telt, som er sat op på en tom og menneskeforladt festivalplads.
Jeg kom sådan set ikke for at købe noget, og det var egentlig lidt synd for de forfrosne unge mænd, som ellers virkede oprigtig glade for var glade for at se et menneske. 10 stive timer i et frysehus er ikke et job som er misundelsesværdigt, selvom det dog bør nævnes, at de kan opholde sig i en skurvogn, når der ikke er kunder. Gad vide om de har fået meget kaffe denne dag?
Det undrer mig at jem og fix endnu ikke finder det relevant at oplyse produkternes NEM-vægt på deres hjemmeside, Måske er deres fine reklamer bare en storm i et glas vand? Mit hovedformål med besøget var at aflure attrapperne.
Men hov. Hvad er nu det? Jem og fix har ingen grund til at holde NEM-vægten ”skjult” for kunderne, for både batterier og raketter er skam godt loadede med krudt. Det var dog en smule irriterende, at en del af attrapperne var sømmet op på en sådan måde, at lige netop siden med NEM-vægten vendte ind mod væggen.
Jem og fix har i øvrigt ikke ønsket at medvirke i et interview. Det afslag kom dog før mit besøg. Direktør, Claus Petersen skriver:

Vi er desværre ikke gearet til at deltage i dit ellers udmærkede tiltag. I jem & fix har vi en meget lille organisation og vi arbejder ekstremt effektivt. Dette er nødvendigt for at holde omkostningerne nede og så vi fortsat kan sætte de mest aggressive priser i markedet”.
Det må virkelig være svært at være så lille.
Jeg tog en ekstrem effektiv beslutning og købte en Capella raket med for 35 kr. Det synes jeg faktisk er en aggressiv pris.

fredag den 9. december 2011

Farlige fyrværkeriartikler - bliv opdateret!

Sikkerhedsstyrelsen (SIK) som skal godkende alt fyrværkeri i Danmark har fået travlt. Det betyder også, at der nu findes en meget opdateret liste over fyrværkeri, som ikke må sælges, fordi det er erklæret for farligt.

Det er ikke utænkeligt, at du støder på sådanne produkter på markedet, men herfra skal ihvertfald lyde en klar advarsel om IKKE at købe disse. Du bør i øvrigt, til enhver tid, gøre forhandleren opmærksom på det - det kan jo være, at han har købt et restparti i god tro og ikke er opdateret.

Se hele listen her: http://www.sik.dk/Forbrugere/Fyrvaerkeri/Farlige-fyrvaerkeriartikler



Er det stadig helt gak gak hos krudttossen.dk?


Sidste år skrev jeg et indlæg om krudttossen.dk, hvor fyrværkerisalget forenede sig med øl, pølser og strip. Hvis man skal tro på rygterne, så havde stripperen de mest populære batterier.
I år måtte jeg altså se det frække drivhus, så jeg tog turen til Frankfri ved Tommerup. Vil du læse mere om, hvordan den frække tur gik, så læs her:

http://www.krudtaf.dk/krudtossen-forbrugertip.html

torsdag den 8. december 2011

20 kg. rent krudt for 3 kilo - det er vildt!


Proline Fireworks er et mærke som S-krudt har fået lavet specielt til deres butikker samt mindre forhandlere - og der er nok at komme efter.

Hos S-krudt kan du blandt andet få et kæmpe sortiment med 11 batterier til 3.000 kr. Men så får du også 20 kg. rent krudt!

Jamen, det er jo 1,8 kg. krudt pr. batteri. Det er intet mindre end genialt det dér. Eller er der mon noget muggent ved det?
"Tak få din henvendelse, det er en fejl i vore kataloger,
det er total vægten, og ikke N.E.M vægt".
Mvh. S-krudt

Hvor meget der så er rent krudt, og hvor meget der er pap - det melder historien ikke noget om, men hvis du skulle købe sortimentet, så fortæl det lige...

S-krudt kan selvfølgelig heller ikke rette fejlen i det allerede trykte katalog, men man kunne måske gøre sig den ulejlighed at oplyse om det på hjemmesiden. Men nu ved du det.

Tak til Stefan for tippet.

UPDATE 19.12 - for god ordens skyld skal det nævnes, at s-krudt nu oplyser om fejlen på http://www.s-krudt.dk/

tirsdag den 6. december 2011

T-hansen gentager succesen, eller hvad det nu var.

Så er thansens fyrværkerikatalog kommet på gaden: http://ipaper.ipapercms.dk/media/thansen/fyrvaerkeri/.
Det er som altid pakket pænt ind i tilbud og rabatter, som helt sikkert - og i stor stil - appellerer til det yngre fyrværkeripublikum.

Sidste år havde thansen opkøbt et restlager hos LCH-fireworks, og nu har de gjort det igen. Måske er det ikke så underligt endda, da LCH-fireworks også er ansvarlig for thansen fyrværkeri. 

Som sidste år findes der absolut slagtilbud, som er værd at række ud efter i disse krisetider, hvor priserne på fyrværkeri ellers ikke er nedadgående. Problemet med sidste års restsalg var "blot", at der blev meldt udsolgt af de fleste restsalgsprodukter efter meget kort tid. Nu står der ganske vist "så længe lager haves", men når man husstandsomdeler en reklame til hele landet, så har man vel til lidt flere end de første i køen?

Bondefangeri - eller bare klog markedsføringsstrategi? Det må være op til den enkelte forbruger at bedømme. Indtil videre vælger jeg at tage "Ja-hatten" på og forventer et lidt større restlager end sidst. Jeg vil dog alligevel anbefale dig at komme afsted i god tid, hvis du ikke skal nøjes med de 20% på de sædvanlige thansen produkter...og 4 nye vinterdæk.



Forbrugertest: A-B-C Cake fra Pyrogroup

Det larmer for meget, far”!!  Nej, testpanelets yngste medlem på 4 år var ikke imponeret over aftenens test af Cake A-B-C fra Pyrogroup.

Det gik ellers meget fint i det første minut ud af de ca. 150 sekunder, som testen varede, for her var nattehimlen præget af flotte, farverige og varierede opskud uden knaldeffekt. Så var der helt klart mere ”ramasjang” i den sidste del af batteriets levetid - til stor glæde og beundring for det voksne publikum.
Der var nu noget surrealisme over at slæbe en 18 kg. tung papkasse med knap 2 kg. krudt ud på parkeringspladsen denne mandag aften først i december, hvor gadens øvrige beboere sandsynligvis morede sig med ”den frosne planet” på DR1. Det føltes næsten som at pakke en julegave op flere uger før juleaften. Det var på samme tid spændende og lidt forkert.
Lad mig bare slå fast med det samme. Et fyrværkeribatteri til 1499,95 kr. kan ikke nødvendigvis få mennesker over 60 år til at rejse sig fra lænestolen. Især ikke på en mandag aften, hvor brunkagerne fra Karen Volf er kommet på bordet. Et Cake A-B-C batteri kan altså ikke anbefales som erstatning for naturprogrammer.
Cake A-B-C  fra Pyrogroup er sammensat af 4 forskellige batterier med en samlet NEM vægt på 1.860 gram. Det er et såkaldt kombinationsbatteri, som har mange afvekslinger i opskud, farver, effekter og intensitet – og med mere end 180 skud og en brændetid på over 2 minutter, så er der lagt op til et imponerende festfyrværkeri.
Et fyrværkeribatteri til 1.499,95 kr. kan næsten ikke være dårligt. Spørgsmålet er mere om man er villig til at ofre så mange penge på ét batteri?
Alene størrelsen og vægten af dette batteri har en ret stor blærerøvsværdi. Der er sikkert nogen, som savner lidt vildskab i effekter og intensitet undervej, og farverne i finalen kunne måske være mere fantasifulde. Til gengæld vejer den lange brændetid og store variation tungt på plussiden - og så er det et batteri, der typisk vil appellere til det kvindelige publikum.
Med dette batteri har du hele pakken samlet, og derfor er det et oplagt valg til ham eller hende, der har nok i én lunte – og som samtidig gerne vil imponere festens øvrige gæster.
Batteriet kan bl.a. købes her: fyrvaerkerifabrik.dk

Krudt for alle pengene - eller ud i luften?

Lad være med at købe fyrværkeri, for det er penge lige ud i luften". Jo, tak, det er nok en tale som de fleste fyrværkeriforbrugere har hørt fra svigermor, naboer og venner, som foretrækker kransekage fra brugsen og 90-års fødselsdagen på DR1 frem for fyrværkeri.

Og selvfølgelig har de ret! Men derfor er der ingen grund til at skyde flere penge ud i  luftrummet end nødvendigt. Handel med konsumfyrværkeri er begrænset til  december måned, og ofte kun fra den 27.12, og derfor skal nogen tjene mange penge meget hurtigt! Når du har købt din raket, så har du betalt penge til fabrikkerne i kina, importørerne i Danmark og den enkelte forhandler.

Få noget for pengene! Forbered dig hjemmefra.

krudtaf.dk, din forbrugerside om fyrværkeri, er der helt nye tips og råd før du drager afsted mod fyrværkerifælderne.