onsdag den 26. oktober 2011

Forbrugerservice: Er det helt gak-gak hos krudttossen? (indlæg fra 2010)

Hvis jeg siger øl, pølser og strip....så siger du selvfølgelig: "Jeg skal da ud at købe fyrværkeri!". Eller det er måske kun ude på den fynske prærie, at dette er helt naturligt?

Krudttossen.dk startede i 2004 lige efter ulykken i Seest. De har dag 4 salgssteder på Fyn og hovedafdelingen ligger i Frankfri ved Tommerup, hvor der bydes på en stor udstilling i et 750 m2 opvarmet drivhus.

Mr. krudttosse hedder Claus Oldenbjerg, og selv er han ikke i tvivl om, hvorfor de fynske forbrugere, skal lægge fyrværkeripengene hos ham.
- Krudttossen sælger godt krudt til gode priser til de gode kunder. Man bliver ikke snydt hos os men hvis man køber lidt betaler man det tingene er værd. Hvis man derimod køber godt ind er vi altid til at handle med og så får man nogle rigtig gode priser.Vi har et stort sortiment af fyrværkeri samt et bredt udvalg af hatte, briller, bordbomber mv. Krudttossen løber ikke tør for krudt - så man behøver kun køre ud til os.

Men når i sælger batterier, som har været solgt/som sælges langt billigere i ALDI (festvariation) og Føtex (Shooting Star), og et 74-skuds kombinationsbatteri som i anden indpakning fås 400 kr. billigere i forskellige byggemarkeder, er der så ikke gået noget galt med jeres indkøbsfilosofi?
- Krudttossen sælger festvariation til en vejledende pris på kr. 100 fordi det er det vi har vurderet den er værd. Men køber man flere af dem får man dem også billigere. Shooting star var en rest, der blev solgt ud til en fornuftig pris. Vores kombinationsbatteri kører vi i øjeblikket på tilbud til kr. 450. Det tror jeg ikke man finder billigere.

Og det svar lyder jo egentlig meget godt! Men hov - hvad er nu det??
Da jeg stillede spørgsmålene var prisen på festvariation ihvertfald angivet til 150 kr. (det gælder nu stadigvæk på webshoppen) og kombinationsbatteriet til hele 899 kr. Men vi takker for fornuften og de nedsatte priser - og jeg føler mig klar til en fremtidig værtsrolle på "kontant".

Krudttossen har et stærkt bud på, hvad man skal købe, hvis man har en plovmand på lommen til et klokken 12-knald.
- Hvis man har 500 kr. så er mit forslag at man for kr. 500 køber to 35 skuds fan 3530 viftebatterier med hver 795 gr. nem og fyrer dem af kl. 12.

Det lyder godt, Claus - men hvis det viftebatteri er så godt, hvorfor kan man så ikke se det på hjemmesiden?

Når man nu desværre ikke kan se videoklip af de produkter, som i sælger, kunne krudttossen.dk så ikke overveje en fyrværkeridemonstration for at tilgodese potentielle købere?
- Vi køber de gode ting fra flere forskellige importører og det gør at vi har svært ved at skaffe videoer af en optagekvalitet som vi vil offentliggøre. Men krudttossen holder VIP-aften i Frankfri den 27. december om aftenen hvor alle krudttosser fra Fyn er velkomne. Der er øl, sodavand og pølser og et lille stripshow og der bliver affyret et udvalg af de produkter vi har at tilbyde.

Gad vide om et lille stripshow kan få folk til at bruge penge på krudt? Hvad ER et lille stripshow?  Er det uden de store batterier?  Personligt har jeg svært ved at forstå, hvorfor strip, pølser og krudt skal blandes - men jeg har selvfølgelig heller ikke været til VIP-aften (endnu).

Tak til Claus Oldenbjerg for medvirken til dette indlæg
....
Hjemmesiden hos krudttossen er rimelig overskuelig og tilgængelig - dog uden at være prangende. Udmærket idé med webshoppen hos krudttossen.dk, selvom det for mig bliver en smule meningsløst, hvis man ikke kan købe/bestille alle varerne derfra til den rigtige pris!?

Et stort plus herfra er, at man via oversigten over alle produkter kan se en angivelse af NEM-vægten (tak for den reminder, Claus).

Sortimentet er dælme noget af en broget omgang. Det minder lidt om en resthylde i Netto - bare ikke til nettopriser. Det giver dog til gengæld god mulighed for adspredelse hos forbrugeren, som efterhånden ikke ses mange steder.

Har du erfaringer med/fra krudttossen, så skriv dem endelig her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar