torsdag den 20. december 2012

Kom ind i kampen: Alt fyrværkeri er farligt!


I går kunne TV2 nyhederne bringe historien om 'farlige' raketmissiler, der importeres af Fyrværkerieksperten og sælges hos Royal Fireworks forhandlere i hele landet. Det er selvfølgelig ikke en påstand, som jeg hverken kan eller vil tilbagevise. Det må myndighederne tage stilling til.

  http://nyhederne.tv2.dk/video/index/id/61836935/



Misforstå mig ikke. Jeg synes, at det er godt, at medierne bringer sikkerhedsrisikoen på banen, når der er grund til det.

Dét der er mit problem er, at TV2 igen vælger et sortsyn, når det gælder fyrværkeri. I indslaget formår man at vinkle historien på en sådan måde, at den almene tv-seer, der har større viden om kvaliteten på normannsgran og indholdet af guldæsken fra Toms end om fyrværkeri, måtte få det indtryk, at det generelle sikkerhedsniveau er helt hen i vejret. Det er også lykkedes TV2 at hive fat i en Socialdemokratisk levebrødspolitiker, som ikke tøver med at bede fyrværkeribranchen om at 'komme ind i kampen'. Benny Engelbrecht har formentlig aldrig tændt så meget som et heksehyl.

Sandheden skal frem, men her dækker TV2 desværre kun den sorte side af sagen. Den anden side er, at fyrværkeribranchen aldrig har gjort mere end de gør nu for at fremstille, importere og sælge fyrværkeri med et meget højt sikkerhedsniveau. Der er endda nærmest kamp i branchen om at 'brande' sig som det firma, der kan levere det mest sikre fyrværkeri - selvfølgelig fordi, at forbrugerne i dag er meget fokuserede på sikkerheden.

Det kan godt være at raketmissilet er farligt. Det kan godt være, at der hvert år importeres fyrværkeri, som erklæres ulovligt af sikkerhedsstyrelsen. Hos TV2  'glemmer' man blot at sætte det antal op mod antallet af varer, der importeres og kan sælges lovligt. Historien melder heller ikke noget om, at der allerede importeres et stort antal CE-godkendte varer, og at det fra 2017 er et myndighedskrav, at alt fyrværkeri er CE-mærket.

Fyrværkeri er farligt og skal behandles respektfuldt og med omtanke. Sådan har det altid været. Sådan vil det altid være.

Kom ind i kampen, TV2.

  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar